En vej ud af ensomheden

Click here: => chrisechkaro.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6MTQ6IkVuc29tIGkgw6VyaHVzIjt9


Følgelig er det af hensyn til præventive og kliniske interventioner en selvstændig opgave at formidle problemets relevans, karakter og omfang. Bliver nok svært med al den fordomsfuldhed du lægger ud med.

Så du kan godt føle dig ensom, selvom du har familie eller går på arbejde. Ordsproget ”stor by, stor ensomhed” gælder altså ikke danske 8. Siden er tiltænkt alle over 50 år, og målet er at skabe rammerne for seriøs senior dating for singler fra hele Danmark, samt derudover at være mødested for alle der måtte søge en ny ven eller veninde.

Værket

»Jeg plejede at tænke, at det værste, der kunne ske i livet, var at være alene, men det er det ikke. Det værste er at være sammen med mennesker, der får dig til at føle dig helt alene. « Citat: Robin Williams, skuespiller. Det er, når de store følelser har lagt sig — gode, svære eller sørgelige — at man føler sig allermest alene. Sådan er det i hvert fald for mig. Den der ubærlige, kantede stilhed man kan have indeni efter en helt vidunderlig fest, hvor man har grinet og danset, spist og drukket i sit fineste tøj, måske til et bryllup, barnedåb eller en stor, sjov fødselsdag med dejlig musik. Og så er man hjemme igen, og pludselig er der en, der kryber op til dig i sengen. Ikke en fremmed, nej, én, som du kender rigtig godt. Den ensomhed føles og kendes af alle og ikke kun af os, der ikke har så meget familie eller ikke har en elsket mand eller kvinde ved vores side, men også dig, der har alt det, vi ikke har, du kender også ensomheden. Jeg har været til mange begravelser i mit liv, alt for mange. Nogle af de afdøde var mine meget nære — børn, unge, gamle — andre var flygtige i mit liv, men de havde været med på en del af min livsrejse, og derfor var det en sorg at miste dem. Jeg ved, at man som pårørende, især de allernærmeste, bliver overfaldet af en rystende ensomhed, når begravelsen er overstået. Faktisk er det først da, man har brug for andre, og oftest er det da, at der ikke rigtig er nogen, for nu har der jo været begravelse, nu må vi se at komme videre, nu er det hverdag, ikke sandt? Ensomheden, der kommer efter en skøn fest, en forelskelse, et glædeligt højdepunkt i ens liv hvorfor i alverden kommer ensomhedfølelsen, når man har haft det dejligt og er glad? Og så er der dagligdøds-ensomheden — ja, det kalder jeg den — hæslig, bare hæslig. Intet af det kan man flygte fra, det kan ikke lade sig gøre, for det er den samme ensomhed, man føler, bare i forskellige farver, den er er en del af os. »Er du ensom eller er du bare alene? « spurgte min veninde mig forleden. Vi har kendt hinanden i mange år, og hun tør godt spørge mig om det, der er vigtigt. Jeg er meget alene, hvis du måler den tid, jeg er sammen med andre mennesker. Men jeg skal have tid alene, det er et livsvilkår for mig, og hvis jeg ikke er alene og får tænkt og skrevet hver eneste dag, kan jeg ikke leve, ikke fungere. Men det er jo ikke ensomhed, det er en nødvendighed ligesom en musiker, der øver sig, og jeg elsker faktisk at være alene. Ensomheden, det er den, der dræber mig. « Alle disse tanker er jo nogen, vi har sådan on and off alle sammen, men de seneste par uger har de rumlet inden i mig nærmest døgnet rundt. Jeg er endda flere gange vågnet midt om natten og har ædt to honninghjerter med chokoladeovertræk i mørket i min seng. Som om det ville hjælpe. Jeg har tænkt videre over den store ensomhed, og hvor kom de så lige pludselig fra, tankerne om ensomhed? Bora Bora ligger lige over for musikhuset, og billetterne er nærmest rystende billige i forhold til det, man oplever. I de to år, jeg har set forestillinger på Bora Bora, har jeg ikke set en eneste, der har været elendig eller ligegyldig, og ikke en eneste forestilling, der ikke har givet mig en masse følelser og tanker med hjem. Og, kære læsere, jeg er hverken ekspert eller særlig vild med moderne dans, men for mig kan Bora Bora noget helt specielt. Jeg ville ønske, I havde set den kun 20 minutter lange forestilling. Koreografen Helle Bach sagde et par ord til publikum før forestillingen. Hun fortalte om den ensomhed, der kan blive en kronisk, uoverskuelig og faretruende tilstand for os mennesker både fysisk og psykisk. Jeg havde allerede svært ved at holde mine tårer tilbage, og det blev meget værre, da Bo Madvig begyndte at danse og fortælle en alt for genkendelig historie i hver eneste ensomhedsbevægelse. Publikum var mere stille end stille, applausen var stående. Selvfølgelig var den det. Robin Willams — jeg ved det bare, I holdt også meget af ham, hans arbejde, nærværet og hans følelsesmæssige nøgenhed i hver eneste rolle, som han levede og spillede. Ham glemmer vi aldrig, og jeg ved, at vi alle sammen var chokerede, da vi hørte, at han døde, for lidt over to år siden. Han blev 63 år. »Det værste er at være sammen med mennesker der får dig til at føle dig helt alene. « Ja, Robin Williams, du har fuldstændig ret, for det at føle sig alene sammen med andre er endnu værre end at være alene for sig selv, og det, du taler om, er: ensomhed i den mest ubærlige form, du holdt ikke til det, Robin Williams, og af og til overvældes vi andre også af den totale afmagt, der var din, men... Svar selv på det... Der er mange grunde til, at vi på trods af alle mulige udfordringer — også ensomheden i alle dens former og skygger — stadig elsker livet og holder fast i det. Er det ikke rigtigt?

Så er værestedet Plexus måske noget for dig. Jeg ville finde nogen at snakke med. Vi vil ud i hver en krog af Danmark og op på hver eneste samfunds etage, høj som lav, på land og i by — på tværs af generationer, kulturer og sædvanlige opdelinger, så alle involverer sig og får lyst til at invitere eller tage imod en invitation. Det kræver mod at åbne op, men det er lettere at gøre noget ved problemer, når man gør det sammen med andre. Tak for en sjov dag i forrygende solskin. »Jeg plejede at tænke, at det værste, der kunne ske i livet, var at være alene, men det er det ikke. De sørger for, at både nye og erfarne brugere føler sig velkomne. Jeg ved, at man som pårørende, især de allernærmeste, bliver overfaldet af en rystende ensomhed, når begravelsen er overstået. Hvor ofte føler du overskud til frit at gå ud og møde andre? Du kan fortælle dem dine dybeste hemmeligheder og forundret opdage, at de forstår hvad du siger.